Fastelavnskostyme - og lidt tanker....

Jeg er startet på nyt job for et par uger siden, så det kniber med tiden til at få lavet kreative ting...men jeg har fået lavet fastelavnskostyme til Catharina, så lidt har jeg da nået :o) Hun ville være Ole Lukøje, så jeg fandt en færdiglavet fleece poncho frem og broderede på den: Ole Lukøje-tekst på ryggen med en måne og lidt måne og stjerner på forsiden og måner i de nederste hjørner på ponchoen. Nathuen var en hurtig fremstillet fleece hue med en broderet måne på og paraplyen færdigkøbt i Lisbeth Dahl-butikken i Hillerød. På billederne er den ikke med, men Catharina syede en fin lille pose og skrev "søvn" udenpå - til Lukøjes sand...hun vandt præmie i skolen for "mest fantasifulde kostyme" og var selvfølgelig pavestolt (det var mor'en også! :o))

 

  

  

...Og dernæst et par reflektioner, som ikke har med hobby at gøre men som jeg alligevel synes, jeg vil dele: Jeg er som sagt startet på nyt job - et job jeg er rigtig glad for - og har været under oplæring hos en skøn kollega, som udover at være en superdygtig jobkonsulent også arbejder som coach. Jeg har kun haft ca. en uge sammen med hende, inden hun stoppede og starter nyt job i samme firma men et andet sted - men indimellem møder man mennesker som sætter et præg på én selv om man kun har været sammen med dem kort tid og ellers ikke kender dem særlig godt. Jeg kommer godt ud af det med de fleste mennesker...men nogle få mennesker "tuner" man ind på på en helt særlig måde - og Eva har en rummelighed og empati for andre mennesker, man sjældent møder. Hun arbejder som nævnt også som coach, og jeg er helt sikker på, at hun er fabelagtig til at guide sine kunder i den rigtige retning. Hun er i stand til at stille ind på andres behov og hvem og hvor de er på en måde, der er ret unik. Hun har sagt til mig flere gange under min oplæring, at "vi skal møde borgerne, hvor de er". Lige da jeg hørte det første gang, lagde jeg ikke så meget i det, men jeg har tænkt meget over det siden, og både i forhold til jobbet og i andre af livets forhold (med fare for at lyde noget højtravende) synes jeg, det er en rigtig og fin måde at anskue andre mennesker på. 

I forhold til jobbet (som jobkonsulent) er det jo så præcist ramt, at man skal pinpointe, hvor folk er i deres liv og definere, hvor man kan sætte ind, for at få dem videre - men det satte også nogle andre tanker i gang hos mig....Vi har allesammen en ballast med i vores liv, som har påvirket os i den ene eller den anden retning - og det helt essentielle er jo netop, at møde mennesker, der hvor de er i deres liv og være i stand til at rumme dem ud fra det...og det satte flere tanker i gang hos mig....jo ældre jeg bliver (og her kan jeg jo kun tale for egen regning - om det er erfaring eller de bøllebank tilværelsen har budt på det sidste års tid ved jeg ikke), men jeg er blevet mere opmærksom på både de gode og de dårlige ting, jeg render ind i. Når man er meget ung, jagter man lykken konstant og forventer, at lykke er en konstant faktor - og jo ældre man bliver, når man til en erkendelse af, at lykke aldrig er en konstant faktor men kommer i små glimt, som man skal suge til sig og absorbere...altså leve i nuet. Det lyder nok meget lommefilosofisk men det er min oplevelse. Det er ikke et udtryk for kynisme men bare en erkendelse: Livet er ikke en lang række af konstant lykke og svæven rundt på lyserøde skyer, men når man oplever øjeblikke af optimal lykke, skal man huske at stoppe op og suge dem ind, nyde øjeblikkene og gemme dem så godt, at man kan hive dem frem igen, når det hele ser lidt sort ud, og man har brug for et løft.

Et øjeblik af momentan lyserød-fluf-fluf sky-lykke var f.eks. i eftermiddags, da Catharina og jeg var i biffen. Vi sad i bif-mørket med popcorn, sodavand og guf og holdt i hånd og så en skøn eventyrfilm. Jeg betragtede Catharina i halvmørket, uden at hun var opmærksom på det og nød hendes skiftende ansigtsudtryk, hvor hun skiftevis gemte sig bag tørklædet, når det blev for spændende, grinede højt, sad henført, smilede over de romantiske passager og i det hele taget var fuldstændig opslugt af filmen...og tænkte bare, at alting kunne være meget, meget værre: Jeg har verdens skønneste datter, hun er glad og dejlig - tænk at Jens og jeg var i stand til at producere sådan et pragteksemplar :o) - og vi delte nogle skønne timer sammen i bifmørket - lige i det øjeblik var lykken bare lyserød-optimal-svulmende-lalleskøn! :o)) Så lidt skal der til .... og det er da skønt, ikke? ;o) Med det tror jeg bare, jeg mener, at uanset hvor sort og uoverskueligt alting kan se ud indimellem, er der ALTID noget at glæde sig over og lys for enden af tunnellen, vi skal bare huske at være opmærksom på, at lykke ikke er at vinde i Lotto, have den største bil, hus osv. osv. Lykken ligger ligefor - vi skal bare huske at stoppe op og give os tid til at se de de små øjeblikke af glæde og lykke, vi allesammen får hver dag.

Fortsat god weekend til de, der har gidet at læse med hertil ;o)